Behagelig berøring er sundt. Både for kroppen og sindet. Faktisk er berøring så vigtigt, at vi i nogle tilfælde kan blive syge, hvis vi ikke får det.
Samtidig kan berøring være en magisk ingrediens i enhver form for relation. I parforhold, venskaber og familierelationer kan sund og kærlig berøring fungere som en effektiv “lynafleder”, der sørger for, at konflikter ikke eskalerer. Og de mange, mange forskellige måder, man kan røre hinanden på, kan skabe helt nye dybder i en relation.

KOM TIL MASSAGE- OG BERØRINGSWORKSHOP I KØBENHAVN 7. OKTOBER. LÆS MERE HER
Lad nydelsen være din guide
Det er selvfølgelig meget individuelt, hvordan man kan lide at blive rørt. Af hvem, hvornår, hvordan og hvor længe. Nogle mennesker giver lange, varme kram til alle, de møder. Andre har kun lyst til at røre ved helt særlige mennesker. Og kun i helt særlige situationer.
Der er meget forskelligt, og der er ingen rigtig eller forkert måde at være på. Det er vigtigt at respektere sine egne og andres grænser, og det hele handler i bund og grund om at være tilstede og mærke, hvad der føles godt.
“Follow the pleasure,” som nydelses-aktivisterne udtrykker det. Meget smukt!
Her på siden kan du blandt andet læse om The 3 Minute Game. Det er en leg eller øvelse, som du kan bruge sammen med en partner (en kæreste, en ven eller en helt fremmed), og som kan hjælpe dig dybere ind i berøringens magiske potentiale.
The 3 Minute Game
The 3 Minute Game er udviklet af Harry Faddis, og det er en fantastisk måde at udforske begær, berøring, nydelse og relation og et trygt og legende rum til at (gen)forhandle grænser og (gen)opdage intimitet. Det hele sker i aktiviteten. I praksis. Du kan ikke læse eller tænke dig til det, men The 3 Minute Game kan skabe enorme og postive forandringer i en kærlighedsrelation.
Det er rigtigt fedt at lege 3 Minute Game med en seksuel partner, men man kan i virkeligheden gøre det med hvem som helst. Det er nemlig slet ikke en seksuel aktivitet som udgangspunkt, og jeg vil faktisk anbefale, at man (i hvert fald nogle gange) bestemmer sig for at lave den uden at gå ind i et seksuelt rum.
Sådan gør man:
I skal bruge et ur, så I kan tage tid. ⏱️
Standarden er, at en runde varer 3 minutter, men I kan selv bestemme, hvor lang tid hver runde skal vare.
Der er to spørgsmål, og I skal begge stille begge spørgsmål til hinanden.
Det giver 4 runder á 3 minutter.
De to spørgsmål er:
- Hvordan vil du gerne have, at jeg rører ved dig i 3 minutter?
- Hvordan vil du gerne røre ved mig i 3 minutter?
Det er hele legen.
Så i runde 1 spørger person A:
“Hvordan vil du gerne have, at jeg rører ved dig i 3 minutter?”
Person B mærker efter. Hvad kunne føles dejligt? Man må ønske hvad som helst! Der er ingen grænser. Udfordringen er, at person B skal bede om lige nøjagtigt det, vedkommende ønsker sig.
Så siger person B måske: “Jeg vil gerne have masseret mine fødder.”
Og nu mærker person A efter. Føler vedkommende sig tilpas med at opfylde dette ønske? Af hele sit hjerte?
Person A siger måske: “Det vil jeg gerne, men kun hvis du beholder strømperne på.”
Så forhandler man måske lidt, indtil man finder noget, der passer begge.
Så sætter man uret igang. ⏱️ 3 minutter.
Man skal holde sig til det, man er blevet enige om. Hvis man vil lave noget om undervejs, skal man genforhandle.
Person B kan nyde fodmassagen i fulde drag, velvidende at person A har givet komplet samtykke og gerne og med fuldt hjerte giver denne fodmassage.
Bagefter bytter I roller, og person B stiller det samme spørgsmål til person A.
Endelig skal I stille det andet spørgsmål, og her skal man holde tungen lige i munden. Det kan være svært selv for rutinerede spillere af The 3 Minute Game:
“Hvordan vil du gerne røre ved mig i 3 minutter?”
Måske lyder det underligt eller kedeligt, og det kan godt føles lidt stift og kunstigt i begyndelsen, når man leger 3 Minute Game, men magien indfinder sig hurtigt.
Giv det et par chancer. Hav det sjovt med det. Se, hvad det fører til!
Wheel of Consent
Betty Martin har bygget videre på Harry Faddis’ ide om The 3 Minute Game og udviklet The Wheel of Consent. Det er et fantastisk redskab til at analysere og forstå berøring.
- Hvilke relationer og roller opstår, når vi rører ved hinanden?
- Hvordan kan vi bedst udnytte dem, så alle får den bedste oplevelse?
Jeg ser det som en teoretisk overbygning på den praktiske leg, men også som en videreudvikling med fokus på samtykke, grænser og relationer.
Sæt tid af til at røre ved hinanden
Den bedste måde at blive fortrolig med berøring er ved at røre meget ved hinanden. Lav berørings-dates med hinanden. Sæt tid af til for eksempel at lege The 3 Minute Game. Vær nysgerrige. Vær legesyge. Vær ærlige. Vær modige og respektfulde.
Jeg laver workshops for grupper, men jeg tilbyder også private workshops for to personer i jeres hjem. Så kan vi virkelig komme dybt. Jeg kan fx hjælpe med at facilitere ‘3 Minute Game’ for jer. Eller I kan få en skræddersyet massage-workshop, hvor I kan lære lige nøjagtigt det, I har allermest brug for og lyst til at kunne gøre ved og for hinanden.
PARTNER MASSAGE (WORKSHOP FOR TO)
Book en 3 timers privat workshop. Udvid jeres relation med nye former for intimitet og hjælp hinanden gennem massage.
WORKSHOPS FOR GRUPPER
Book en workshop til en gruppe (forening, personale, bosted, kollektiv, osv.) og gør berøring og massage til en del af hverdagen.