Særbehandling

Nogle gange er der noget, man har brug for at vende med andre. Men måske behøver det ikke være med en psykolog. Og måske har man heller ikke ligefrem brug for et langvarigt forløb.

Måske er det mere rigtigt med en enkelt dyb og fokuseret samtale med en person, der ved, hvordan man holder et trygt og nysgerrigt rum til udforskning, og som kan finde ud af at stille de helt rigtige spørgsmål.

Foregår i klinikken i København – eller online.

Mine særbehandlinger er et lidt skævt format, der opfylder netop dette behov.

Det er ligesom i gamle dage, når man tog op til oraklet på bjerget eller besøgte spåkonen, astrologen eller vismanden i skoven.

Vi mødes kun en enkelt gang

Du kommer med dit spørgsmål, og sammen ryster vi posen og putter helt nyt lys på tingene. Har du brug for mere hjælp, finder vi selvfølgelig ud af det, men som udgangspunkt får du lov at gå hjem med nogle nye tanker og perspektiver og fortsætte din proces på egen hånd derfra.

Du har sikkert prøvet det før. Indimellem kan en enkelt rigtigt god samtale være lige det, der skal til, for at det hele pludselig falder på plads eller i hvert fald ændrer kurs.

SÆRBEHANDLING

650,- kr.

Et enkelt møde kan sætte alt i et nyt lys!

90 minutter

I klinikken eller online

Single session

Ingen forpligtelser

Alt kan ske

I en særbehandling kan vi kigge på hvad som helst. Måske går du rundt med:

  • En kompliceret relation …
  • En dum oplevelse …
  • En umulig krop …
  • En kedelig karriere …
  • Et uoverskueligt evighedsprojekt …
  • Et indviklet spørgsmål …
  • En stor følelse …

Intet er for stort, og intet er for småt. Alt og alle er velkommen.

Sådan foregår det

I løbet af et enkelt møde på 90 minutter åbner vi op for det, du gerne vil arbejde med, bringer alt i spil, der kan hjælpe dig, og så sørger jeg for, at vi lander et meningsfuldt sted, før vi skilles igen.

Det er et perfekt alternativ til dig, der ikke ønsker at starte op i et længere forløb hos en terapeut. Eller som måske ikke har råd. Eller som bare har brug for noget andet.

  • Læs om min baggrund og min tilgang her.

En ’særbehandling’ er et eksperimenterende og nysgerrigt, terapeutisk rum.

Vi kan mødes i min klinik i København eller online.

Vi kan for eksempel anvende:

  • Øvelser fra somatisk psykoterapi.
  • Neurovidenskab, tilknytningsteori og konflikthåndtering.
  • Queer teori, queer kultur og queer historie.
  • Berøring, bevægelse, at blive holdt om eller pakket ind i puder.
  • Tarot-kort, ritualer, magi og bøn.
  • Visdom fra religion, filosofi, litteratur og kunst.
  • Terapeutiske skrive- eller tegneøvelser.
  • Hjælp til opstart af virksomhed eller udvikling af et kreativt projekt.
  • Udarbejdelse af midlertidige leveregler og skemaer.
Mads Ananda Lodahl
Alt kan ske, og det eneste, jeg kan love, er, at jeg passer godt på dig.

SPØRGSMÅL OG SVAR

Har du flere spørgsmål end dem herunder, er du velkommen til at skrive til mig på info@specialtreatment.dk

Jeg tror stadig ikke helt, jeg forstår, hvad det er?

Du kan tænke på en særbehandling som en blanding mellem en tid hos psykologen og et besøg hos oraklet på bjerget (selvom jeg hverken er det ene eller det andet).

Du kommer med et eller andet tema i dit liv, som du ikke selv kan få løst, og jeg kommer med en kvalificeret respons – og ligesom hos spåkonen eller oraklet på bjerget mødes vi kun en enkelt gang.

Er der nogen garanti for, at det virker?

Der er aldrig nogen garantier, når man er hos en terapeut eller en spåkone, men min erfaring er, at alle går fra en særbehandling med et eller andet nyt, som de ikke havde, da de kom, og en ting, jeg kan love dig, er, at jeg passer godt på dig, mens du er her.

Hvad så, hvis jeg har brug for mere end én samtale?

Hvis vi finder ud af, at du har brug for mere end en samtale, kan det være en del af vores møde, at vi snakker om, hvem der måske kunne hjælpe dig videre. Det kan være en psykiater eller en psykolog. Det kan også være, vi finder ud af, at du skal starte til crossfit eller melde dig ind i en skrivegruppe eller opsøge en forening af en slags.

Hvis du ønsker at udforske dit spørgsmål yderligere sammen med mig, kan vi starte et forløb med samtale-terapi eller kropsbehandlinger eller en blanding.

Vi kommer ikke til at åbne op for en helt masse, som du ikke selv kan håndtere, hvorefter jeg så bare lader dig sejle din egen sø. Jeg skal nok hjælpe dig med at følge op, hvis du får brug for det. Det skal du ikke være nervøs for.

Kan jeg få mere end én særbehandling?

Ja, men der skal gå mindst 100 dage mellem hver særbehandling, fordi det er et magisk og afsluttet rum. Sådan er det bare.

lgbt-venlig terapi
Læsning af tarot-kort er et populært element i mine særbehandlinger. Har du prøvet det før?