LGBT-VENLIG MASSAGE OG TERAPI
Heldigvis er rigtigt mange behandlere både fagligt dygtige og fulde af empati, forståelse og situationsfornemmelse, men desværre oplever en del LGBT-personer også at blive dårligt behandlet af sundhedsfagligt personale – både i alternative og konventionelle tilbud.
Nogle gange har behandlere været decideret diskriminerende, men oftere handler det om, at de er uvidende, ubetænksomme eller ikke har tid og overskud til at sætte sig ind i LGBT-klienters særlige behov og situation.
Nogle gange stiller de måske nærgående spørgsmål, der ikke er relevante for behandlingen. Andre gange antager de, at alle klienter er heteroseksuelle og ciskønnede, og det kan være anstrengende for LGBT-personer altid at skulle forklare sig eller gå op imod forventninger i en situation, der i forvejen kan være sårbar.
HVORDAN KAN JEG HJÆLPE DIG?
MASSAGE
Har du smerter? Brug for at komme ned i kroppen? Eller bare lyst til forkælelse?
Jeg er certificeret i flere forskellige massage-stilarter og skræddersyer mine behandlinger til dine ønsker, grænser og behov.
TERAPI
Er der ting i dit liv, du har brug for hjælp til at håndtere eller forstå?
Jeg tilbyder samtaler i et trygt og nysgerrigt rum. Jeg har særligt fokus på LGBT-relaterede emner, men alt og alle er velkommen.
LGBT-venlig massage og terapi
Jeg har arbejdet med LGBT-emner, -personer, -erfaringer og -liv i mere end 20 år i mange forskellige sammenhænge. Jeg har arbejdet aktivistisk/politisk med queer og trans rettigheder på græsrodsplan, skrevet flere bøger om emnet, anmeldt queer film i avisen, været rådgiver på Sexlinien, holdt foredrag og workshops for alle slags mennesker.
Jeg er selv på kant med den heteroseksuelle norms mange kedelige forventninger og regler, og de fleste af mine venner er det samme.
Ting som transition, polyamorøsitet, kink/fetish, hiv, sexarbejde, internaliseret homo- og transfobi, hadforbrydelser, skam, stolthed, dekonstruktion, subkulturelle fællesskaber og koder, angst, minoritetsstress og alle de vidunderlige og fantasifulde måder, man kan remixe, reframe og reclaime sig selv og sit liv på – det (og meget mere) har alt sammen været faste elementer i mit liv, både privat og professionelt, i mange, mange år.
Der skal altså temmelig meget til at forarge eller forskrække mig, og i min praksis er der plads til dig lige præcis, som du er.
LGBT-personers mistrivsel
Levevilkårsundersøgelser fra de sidste cirka tyve år viser entydigt, at LGBT-personer i Danmark har det markant dårligere end resten af befolkningen. Vi har dårligere selvoplevet helbred – både fysisk og psykisk. Vi kæmper oftere med ensomhed, angst, depression og kroniske smerter. Vi oplever oftere seksuelle overgreb og vold og har et større forbrug af alkohol, stoffer og tobak.
Samtidig oplever mange LGBT-personer desværre, at de bliver dårligt behandlet af sundhedsfagligt personale i både alternative og konventionelle tilbud, og de tre ting til sammen – LGBT-personers mistrivsel, diskriminationen i sundhedssystemet og min egen lange erfaring med emnet – gjorde det oplagt for mig at fokusere min praksis som terapeut og kropsarbejder på at skabe et trygt og meningsfuldt rum, hvor queer og transpersoner kan hele og vokse – men hvor alle selvfølgelig er velkomne.
Vi er noget særligt
Som LGBT-personer er vi noget særligt. Uanset om vi vil det eller ej. Vi bliver til noget særligt, fordi vi bliver behandlet anderledes end resten af befolkningen, og fordi vores livsomstændigheder er anderledes. Men det er ikke kun en belastning at være queer eller transperson. Vores position og vores oplevelser giver os også en ballast og en mulighed for at udvide den menneskelige erfaring.
I mange gamle kulturer var folk som os healere og shamaner. Mange steder blev vi brugt som parteraputer, fordi vi kunne “se situationen fra begge køns sider”, og mange steder var vi åndemanere med en særlig adgang til gudernes verden, fordi man tænkte, at vi stod mellem kønnene og derfor også mellem den åndelige og den fysiske verden.
Mange gange var vi bevidsthedsspejdere, der tog ud for at opdage nyt mentalt land, så vi kunne komme tilbage til den store stamme og fortælle, hvad vi havde set og oplevet.
Og sådan er det faktisk stadig.
BDSM-folk har finpudset og opdyrket ekstremt nøjagtige og effektive metoder til at kommunikere samtykke, fordi det har været nødvendigt, når de skulle dyrke deres kink med hinanden, og de har meget at lære resten af stammen om netop kommunikation og samtykke.
Homoseksuelle mænd har udforsket og afprøvet enhver afkrog af fri seksualitet og eksperimenterende, erotiske møder, og de kan komme tilbage til den store stamme og fortælle en helt masse om polyamorøsitet, anonymitet og om at skabe nye og andre forbindelser mellem mennesker – hvor venskaber kan være ligeså tætte som kæresterelationer, og hvor sex ikke nødvendigvis behøver være forbundet med en forpligtende relation i øvrigt.
Transkønnede og non-binære er i nogle tilfælde rejst langt, langt ud til udkanten af kønnets galakser for at finde dem selv og deres kønsidentitet og -udtryk i en verden, der konstant har afkrævet dem svar. Den dybe indsigt, de har erhvervet sig på deres rejse, kan resten af stammen have glæde og gavn af, når de selv kommer i klemme i noget, der handler om køn.
Som jeg ser det, er vi som LGBT-personer altså på den ene side nogle helt hverdagsagtige individer, der indimellem bliver ofre for håndgribelig diskrimination på meget konkrete måder, men vi kommer samtidig ud af en ældgammel tradition, hvor vi har arvet en visdom, en historie og nogle sociale funktioner.
Når jeg har heteroseksuelle og ciskønnede klienter i min praksis, trækker vi indimellem også på denne gamle viden og erfaring, og det kan jeg godt lide. Det gør mig glad.
Alt og alle er velkomne her. Alle skal have det godt.
Andre minoriteter
Det er i det hele taget vigtigt for mig, at alle føler sig godt tilpas i min praksis, og jeg er respektfuld og professionel overfor alle mine klienter – uden undtagelse.
Det gælder store og små kroppe, folk af farve, ældre mennesker, neuro-atypiske folk, sexarbejdere, generte mennesker, folk med traumer og folk med ar på både krop, sjæl og samvittighed.
Fysisk handikap
Jeg er ikke specialiseret i at give kropsbehandlindinger til folk med fysisk handikap, og afhængig af hvilket handikap, du har, kan der derfor også være enkelte ting, jeg ikke kan hjælpe dig med.
Omvendt er det slet ikke sikkert, at en specialisering er nødvendig. Mange ting i din krop fungerer præcis ligesom hos alle andre, og der vil helt sikkert være mange ting, jeg kan hjælpe dig med.
Du er under alle omstændigheder meget velkommen, og hvis du er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at ringe på 27630667, så kan vi afklare eventuelle spørgsmål i telefonen.
Klinikken på Østerbro er desværre ikke kørestolsvenlig.