Min tilgang til massage og terapi handler om nærvær og dyb opmærksomhed.
I mine behandlinger lader jeg nysgerrigheden – både min egen og din – guide os gennem vores tid sammen, mens jeg baserer det hele på mine uddannelser og min faglige viden og kunnen.
Jeg arbejder holistisk. Det betyder, at jeg ser dig som et helt menneske og hele tiden er opmærksom på alle de dele af dit liv, der kan være relevante, når jeg skal hjælpe dig: Din krop, dit sind, dine relationer. Men måske også ting som økonomi, opvækst, identitet, vaner og den pågældende dags gøremål og oplevelser og dit helt aktuelle humør – i dette her og nu. Hvis det altså er relevant.
HVORDAN KAN JEG HJÆLPE DIG?
Har du smerter? Brug for at komme ned i kroppen? Eller bare lyst til forkælelse?
Jeg er certificeret i flere forskellige massage-stilarter og skræddersyer mine behandlinger til dine ønsker, grænser og behov.
Oplevelser fra livet sætter sig i kroppen
Måske har du hørt, at traumer kan sætte sig i kroppen, og det er også rigtigt, og derfor kan vi også arbejde med traumer og andre svære oplevelser igennem kroppen. Men andre oplevelser kan også sætte sig i din krop. Gode oplevelser. Og det kan i sig selv være helende og forløsende, når det sker.
Når du er hos mig, forsøger jeg blandt andet at plante en oplevelse dybt i din krop af, at det er muligt at føle sig tryg, smertefri og nærværende. En følelse af, at du er lige som du skal være, en dyb accept og en ægte kærlighed til dig selv, som du kan tage med ud i verden til alle de andre.
Uddannelsesmæssig baggrund
Jeg er certificeret indenfor flere forskellige stilarter af massage og terapi, og jeg er regelmæssigt på kortere kurser og workshops, så jeg bevarer min nysgerrighed og hele tiden lærer noget nyt. Helt overordnet arbejder jeg holistisk og ud fra en forståelse af, at krop og psyke hænger sammen og påvirker hinanden.
MINDBODY TERAPI: Jeg er uddannet i MindBody terapi fra Embodied Philosophy i USA, hvor jeg bl.a. blev undervist i neurovidenskab, tilknytningsteori, traumeterapi, focusing, internal family systems therapy (IFS/parts work) og ikke-voldelig kommunikation.
Den gren af MindBody terapi, som jeg er uddannet i, kan betegnes som samtale-baseret kropsterapi eller somatisk psykoterapi. Her ser man krop, psyke og ånd som én enhed, og man forstår klienten som en sammensat og grundlæggende hel person, der skal involveres aktivt i behandlingen.
De ting, jeg lærte på min uddannelse hos Embodied Philosophy, væver sig ind og ud af alt, hvad jeg laver. Både helt basal smertelindrende massage på briksen, i min praksis som skønlitterær forfatter, men især i den samtale-baserede terapi.
FYSIURGISK MASSAGE: Jeg er uddannet i fysiurgisk massage fra Sports Education i Roskilde (som desværre er lukket nu), hvor jeg også blev undervist i fysiologi og anatomi og eksamineret af en læge og en fysioterapeut. Som en del af undervisningen var vi blandt andet ude og øve os på professionelle håndboldspillere under en træningskamp.
Fysiurgisk massage (også kendt som svensk massage, oliemassage, deep tissue massage eller sportsmassage) er den mest populære form for massage i Vesten. Det er en evidens-baseret, medicinsk behandlingsform, der indgår som en del af fysioterapeut-uddannelsen. Det er den, læger henviser til, når de anbefaler massage.
Jeg bruger fysiurgisk massage i næsten alle mine kropsbehandlinger. Det er en effektiv tilgang, når jeg gerne vil gå meget målrettet og direkte til problemer i muskulaturen, der giver smerter, spænding eller ømhed.
THAI MASSAGE: Jeg er uddannet i traditionel Thai massage fra ITM Thai Hand Massage School i Berlin og har modtaget mit certifikat fra en af Nordthailands fineste institutioner.
Thai massage er en flere tusinde år gammel medicinsk behandlingsform, som siges at være udviklet af Buddhas private læge. Den bygger på kinesisk, ayurvedisk og thai medicin og benytter energiarbejde, akupressur, refleksologi, manipulation af muskler og frigørelse af led samt stræk fra yoga.
Thai massage danner strukturen i mine kropsbehandlinger. Jeg kan godt lide den måde, man i Thai massage ser på kroppen som én sammenhængende organisme, og man behandler derfor altid hele kroppen i en behandling.
Desuden har jeg taget korte kurser i kropsterapi hos Totum, triggerpunktsakupunktur hos Københavns Akupunkturskole, og jeg færdes i miljøer med mange kropsarbejdere, hvor vi hele tiden er på små workshops og udvekslinger hos hinanden.
Jeg lærer konstant nye ting, som jeg holder op imod den grundige viden, jeg har fra mine uddannelser, og inkorporerer, hvor og når det giver mening.
- Min praksis er LGBT-venlig. Læs mere her